Hvordan var jeres udgangspunkt?
Vi havde tabt hinanden i praktik, ombygning og småbørn. Vores forbindelse var ikke god. Jeg følte mig alene i mit parforhold og var vred på min mand, fordi han ikke kunne melde klart ud. Min mand var utydelig, og jeg blev usikker. Min mand vidste godt, at der var noget galt, men værgede sig mod at skulle begynde i parterapi. Jeg kritiserede og efterlyste ham, og han trak sig, fordi han ville undgå det svære og ubehagelige.
Hvad sloges I med, da I kom første gang?
Jeg følte sig svigtet af min mand. Konkret fordi han ikke kunne slå rødder i den lejlighed, vi lige havde besluttet at købe og var flyttet ind i. Han var utydelig, og jeg følte ikke, at han meldte sig ind i vores lille familie. Han følte sig presset til at skulle formulere sig om det vanskelige, og syntes at mit ønske om tydelighed var besværligt og krævende. Han havde svært ved at finde ud af, hvad han egentlig følte, og oplevede at jeg var for hurtig og altid kom ham i forkøbet.
Hvordan parterapien har hjulpet jer?
Overordnet kunne jeg begribe ham på en ny måde. En forståelse af, at han blev blank. Han følte sig mødt og forstået af Dicte, som var god til at fange, når han ’forsvandt’. Der blev skabt nogle møder og noget kontakt i nogle af de svære ting, som bl.a. opløste min sorg og vrede over han havde svigtet. Da jeg kunne mærke, at han ægte forstod, hvad jeg havde stået i, kom der en opløsning af min vrede. Min mand blev udfordret og kunne mærke sin egne ”fastlåsninger”, fordi de blev opfanget i rummet. Det blev også begyndelsen på hans næste proces ind i egenterapi.
Man kommer ikke længere, end hvad man selv bidrager med, og i forløbet smed han ikke alle kort på bordet, hvilket udløste en ny krise. Vi gik derfor ikke derfra som et lykkeligt par, men med en dybere forståelse af hinanden som på den lange bane bar frugt. Vi ville derfor ikke være uden forløbet, som vi er meget taknemmelige for. Og vi er sammen den dag i dag.